Om Logen Sirius

Logen Sirius holder til i ”Logebygningen”, Kildegade 11, 8700 Horsens, som logen er medejer af gennem Ejendomsforeningen Kildegade 11.
Brødrene samles til logemøder hver anden tirsdag i vinterhalvåret fra september til maj.

Logen Sirius er en forholdsvis ung loge. Logen blev grundlagt af 9 brødre under Den Frie Druideorden i 1978. Efter fem år som ”Frie Druider” blev Sirius, som på det tidspunkt var vokset til 23 brødre, den 29. oktober 1983 optaget i Den Forenede Gamle Druideorden (FGDO).

I 2015 afgav Logen Sirius 13 brødre til etableringen af en helt ny loge i Vejle, som kom til at hedde Logen Camelot. Logen Camelot er kommet rigtig godt fra start og har virkelig fået fodfæste i Vejle. Dette betyder også at Logen Sirius har åbnet op for tilgangen af nye brødre.

Logen Sirius har i 2023 lavet et større generationsskifte i logens embedsmænd, således er Kevin Refvik blevet installeret som den nye Ædel Ærk. Kevin har været en del af logens ledelse siden 2017 og har nu påtaget sig rollen som leder af logen. Kevin var ved indsættelsen 35 år gammel og er dermed den yngste Ædel Ærk i Danmarks historie. 

Der er pr. 2024 omkring 50 brødre i Logen Sirius i alderen fra ca. 30 år til ca. 80 år.

Deltag i et informationsmøde

Der afholdes løbende informationsaftener for interesserede, så hvis du er interesseret i et liv som logebror, kan du tilmelde dig til en uforpligtende informationsaften.

Deltag i et informationsmøde

Druideordenens historie

Vor tids druideorden blev grundlagt i London i 1781 af den engelske gentleman Henry Hurle. På London-pubben ”The Kings Arms” i Poland Street stiftede han en selskabelig forening, hvor man kunne samles i fred for datidens evindelige politiske og religiøse stridigheder. Londonpubben eksisterer den dag i dag, og Druideordenens tilblivelse er markeret med en plade på ydervæggen. Selskabet blev hurtigt omdannet til en egentlig broderorden med de gamle druider som forbillede.

Idéen om at danne en druidisk broderorden blev imidlertid fostret allerede i begyndelsen af 1700-tallet af den engelske fritænker og samfundskritiker John Tolland. Han fremlagde sine synspunkter og forslag til stiftelse af en druidisk broderorden i 1717. Imidlertid døde John Tolland fem år senere uden at opleve sine tanker og forslag realiseret. Flere uafhængige druideordener opstod.

Du kan læse mere omkring Druideordenens historie på Den Danske Druideordens hjemmeside.

Besøg Den Danske Druideorden

bubble